Af: Dorte og Thomas Kjærgaard, medlem 553
På trods af, at vi har været medlemmer af klubben i fire år, var jubilæumstræffet i Reersø første gang vi deltog i et arrangement i Combi Camp Clubben. Det var ikke af ond vilje, at vi ikke havde været med før, men blot, at det ikke passede ind i forhold til arbejde og andre forpligtelser.
Arrangørerne havde taget vejrguderne i ed og der var dejligt solskin mens vi var der. Vi ankom efter frokost Kr. Himmelfartsdag, hvor vi nåede at være med til standerhejsning og lækre hindbærsnitter. Her blev vi noget overraskede over at få en flaske rosé – den bliver nok nydt en stille aften i haven.
Vi blev taget rigtigt godt imod, hvilket vi selvfølgelig er glade for. Vi mødte mange glade medlemmer af klubben, hvor det var tydeligt, at der er en god og afslappet tone alle imellem. På pladsen kunne man, hvis man var stille et øjeblik, høre en summen af glade stemmer og latter.
Vi fik stillet vognen op, og redt op inde i selv vognen. Forteltet blev hurtigt fyldt med møbler og lidt køkkengrej. Det var under noget bevågenhed, da vi havde valgt at tage vores Lillebror vogn fra 1960 med. Combi Camp’en fra 1968 skal have nyt telt, og kom derfor ikke med. Vi håber den bliver klar til træffet i august.
Hvis du ønsker at se billederne fra stævnet, skal du logge ind.
Er du ikke medlem, kan du melde dig ind her: Jeg vil gerne være med i Combi-Camp Clubben
Vi havde taget vores lille grill med, den kom i brug torsdag aften til mad, der kunne tages med hen til langbordet. En hyggelig tradition, hvor man nemt får talt med flere medlemmer, der måske ikke ligger lige ved siden af ens egen vogn.
Fredag var dagen hvor der var generalforsamling. Jannie og Jan Lemming kom udelukkende for at deltage i generalforsamlingen og bankospillet. Generalforsamlingen forløb roligt og derefter var der jubilæumskage i rigelige mængder. Efter vi alle havde nydt kagen var der bankospil, det har vi aldrig prøvet før på træf. Der var mange flotte præmier, vi har ikke styr på hvor mange. Et par timer efter bankospillet var der lækker middag i Laden. Der var rigeligt mad og drikke, så alle havde rig mulighed for at blive mætte. Efter middag gik alle derfra, vi gik ned i forteltet hvor vi fik en kop te inden vi fandt vores seng.
Lørdag morgen var der morgenmad i Laden. Igen var der alt hvad hjertet kunne begære i form af kaffe, te, juice, rugbrød, franskbrød, boller, ost, marmelade og ”en lille en”.
Efter et dejligt morgenmåltid begyndte vi så småt at pakke vognen sammen. Vi havde meldt ost til bryggeritur. Det var rigtigt spændende at høre om forskellige bryggemetoder og smage deres øl samtidigt med, vi hørte om hvordan de havde truffet forskellige valg i forhold til deres bryggeri. Mens vi blev introduceret til deres øl, søgte mange af os skygge ved træer og skyggesiden af bygninger, da det var utroligt varmt i solen.
Tilbage på campingpladsen pakkede vi resten af vognen sammen. Vores søn, der havde set efter vores kat, havde vagt og derfor var vi nødt til at køre tidligere for at komme hjem til katten.
Vi var ærgerlige over, at være nødt til at forlade selskabet tidligt og glæder os allerede til næste træf.