Combi-Camps er imprægneret fra fabrikkens side, men som tiden går vil almindeligt brug slide på imprægneringen, så det kan være nødvendigt at genimprægnere. Det er en opgave som du sagtens selv kan gøre. Det er svært at sige noget generelt om, hvornår i en vogns levetid det kan være nødvendigt at imprægnere. Det kommer helt an på, hvor meget den er blevet brugt og om solen har skinnet meget, når den har været slået op.

Forbered dig

Inden at du går i gang, skal du have indkøbt imprægneringsvæske. Der findes flere mærker på markedet, men den de fleste bruger er Fabsil. Rækkevidden på Fabsil er ca. 5m2 pr liter.

Dernæst anbefaler vi, at du køber en sprøjte fx en almindelig havesprøjte med pumpe, da den er større end en blomstersprøjte og du så ikke behøver at fylde den så tit mens du arbejder. Mange imprægneringsvæsker kan også pensles på, men en Combi-Camp er større end de fleste telte, så det bliver et stort arbejde og du kan måske også have problemer med at nå op øverst.

Nu skal du slå din vogn op og sikre, at den er tør og fri for blade, pollen og fugleklatter. Brug evt. en kost til at feje den ned.

I de fleste tilfælde det nok at imprægnere taget. Både på selve vognen og forteltet samt anneks og bagtelt ,hvis I jævnligt bruger dem, så det er der, du skal sikre at alt er rent og tørt inden du starter.

Selve imprægneringen

Spørgsmålet som ofte stilles i forskellige Facebookgrupper er, om du skal imprægnere indefra eller udefra. Vi anbefaler, at du imprægnerer udefra og det er der flere grunde til.

For det første er det lettere at gøre det udefra, da du så ikke behøver at tømme vognen for at komme til.

For det andet kommer vandet udefra, derfor giver det mest mening at imprægnere udefra, da imprægneringen sikrer at vandet kan løbe af.

Og for det tredje skal du have åndedrætsværn på, hvis du gør det indefra. Du kan få vejrtrækningsproblemer, hvis du får imprægneringsvæsken i lungerne. Det er umuligt at undgå hvis du sprøjter det på.

Fyld sprøjten og start med at imprægnere syninger rundt og herefter start på toppen og så sprøjt stille og roligt ned af taget.

Når teltet er blevet tørt, så skal du vande det, hvor du har givet imprægnering. Gerne med en vandslange. Det gør du, da imprægneringen først virker, når den bliver våd.

Når teltdugen bliver våd, burde du kunne se vandet, som perler oven på taget. Hvis ikke, skal du vente til teltet igen er tørt og gentage processen med imprægnering.

Imprægnering af syningerne

Hvis vandet kun trækker ind ved syningerne, kan en lille dåse Forsegler fra T Hansen anbefales. Det pensles på de utætte syninger med den lille pensel, som følger med dåsen. 

Afsluttende bemærkninger

Vær opmærksom på, at hvis du er i et skybrud, kan du opleve vanddamp/meget, meget fine vanddråber i teltet. Det kan du ikke imprægnere dig ud af. Det er en af charmerne ved et bomuldstelt.

HUSK følg ALTID vejledningen om værnemidler og påføring, der står på produktet.

Combi-Camp Clubben kan ikke stilles til ansvar, hvis du følger vores anbefalinger og de strider mod producentens anbefalinger.

Senest opdateret efterår 2024.