Historien 1985

Generalforsamling 4 maj 1985
Afholdes på Ore Strand Camping, ved Vordingborg.
Generalforsamlingen startede med udsættelse, da Kirsten havde fyldt dieselolie på bilen i stedet for benzin. To fra bestyrelsen var bare kørt uden at give besked. Der blev bevilget en øl på klubbens regning til at forsøde ventetiden.

Der blev budt velkommen og dirigent blev valgt.
Formandsberetning:
Der blev fortalt om sommerturen sidste år – 7 bestyrelsesmøder, bladudvalgsmøder og turen til Combi Camp A/S.
12 medlemmer har forladt klubben det sidste år.
48 medlemmer 1985.
En hilsen fra Combi Camp A/S med røde trøjer til en pris på 145 kr.
Beretningen godkendt.
Vedtægtsændring
§3: Generalforsamling afholdes senest d. 15.6, vedtaget.
Forhøjelse af kontingent med 10 kr. vedtaget. Kontingent er nu 50 kr.
Valg af bestyrelse, og regnskab godkendt.
Ture i 1985:
1. – 2/6 Skælskør Kildehuset –
22. – 23/6 Vipperød Camping –
17. – 18/8 Rågeleje Camping.

Bestyrelsesmøde d. 14 juni 1985.
Der bliver sunget for lidt, det vil bestyrelsen gøre noget ved, beslutter at tage sangbøger med hver gang og dele ud.
CCC´s sangbog består af 2 CCC slagsange og flere udvalgte sange m. noder fra andre sangbøger.

Fællestur til Østrig 1985

Turleder: Jørgen R. Larsen
Deltagere: 11 vogne
Ruten: Afgang d. 7 juli fra Bad Harzburg -> Bamberg -> Viechtach -> Nussdorf -> Faaker see -> Innsbruck -> Kipfenberg/Altmühl -> Ankomst d. 25 juli til Bad Gandersheim og Dk.
Kørt 4290 km i alt.
Starter med Combien godt proppet og bilen helt fyldt op ”behageligheds campister”, med gulvtæppe, drømmesenge og lignende.
Ved aften tid ankomst til Gattingerode i Harzen, 2 overnatninger gjorde at alle fik hilst ordentligt på hinanden ved fælles kaffebord.
Derefter videre ad Autobahnen og nåede Bamberg i myldertiden. Campingpladsen var svær at finde, men fandt den dog efter lidt kørsel.
Næste dag videre mod Viechtach. På vejen så vi drypstenshulerne og fik set en meget flot valfartskirke, kom også forbi en by omgivet af Dolomitteragtige klipper, meget særpræget, til sidst landet på en dejlig Campingplads.
Vejrmeldingen fik man at se ved at trække i en snor, dvs. man mærkede det, for bag ved stod en dåse med vand, som man fik i hovedet når man trak i snoren.
Over grænsen til Østrig, med målet Attersee, og varmen sætter ind. En tegnebog gik tabt, da de lange bukser blev skiftet med korte.
3 dage i Attersee, så bliver der tid til grillaften.
Mændene viser deres talenter på campingtur, de er dygtige til at tage opvasken. Det blev også til en fælles middag på campingpladsens restaurant.
Dagturene bød på saltminer, bjergbaner, dødehus, Hellbrunn wasserspeil, svævebane op til Dachstein og en sejltur på søen.
Den 15 juli ankomst til det sydligste af vores mål ”Faaker See”.
Udflugter herfra til: Italien, Jugoslavien, Klagenfurt med mini byen, stor oplevelse, Maltataldæmningen og Burg Hochosterwitz med de 14 porte.
Efter 4 dage gik det igen nordpå mod Unterperfuss en meget naturskøn strækning, kørte igennem ”Felbertauerntunnel” et imponerende bygningsværk.
Videre mod Innsbruck, hvor et voldsomt haglvejr ramte os.
Bilerne blev hammerslået, frontruder, lygteglas, og sidespejle revnede, men vi nåede dog campingpladsen. Fællesspisning på campingpladsens hyggelige kro. En pandekageaften blev det også til, 80 pandekager blev bagt, så nok til alle.
Næste dag en smuttur til Rothenburg an der Tauber, sent på aftenen ankommet til sidste campingplads, skilt med et velkommen til CCC fra Danmark var sat op, fin modtagelse. Afsluttede ferieturen med en fællesmiddag på kroen, næste morgen gik det mod Danmark.
Efterfølgende bliver film og billeder fra turen vist ved en filmdag d. 15 februar 1986, på Svogerslev gl. skole.

Bestyrelsesmøde d. 2 august 1985.
En selvstændig afdeling i Jylland er blevet foreslået, men det bliver der sagt et bestemt NEJ til.
Et turudvalg i Jylland bliver vedtaget, hvad de fremkommer med, kommer med i bladet. Bladet skal udkomme i faste terminer, 4 stk. om året: april, maj, september og december.
Forslag til ferien 86 sendes ud i september bladet : Syd Frankrig, Holland/Belgien og Italien/Adriaterhavet.
Ny brochure skal være klar til afrigger stævne 17-18 august.

Bestyrelsesmøde d. 4 oktober 1985.
Svar på ferieønsker er modtaget:
Sydfrankrig 7 – Holland/Belgien 5 – Italien 2. Syd Frankrig blev valgt.